Nu uden gips – men går det?

Marvin gÃ¥r hvert fald ingensteder lige pt. Idag fik han gipsen af – en dag jeg virkelig havde set frem til. Nu skulle min lille dreng gÃ¥, løbe og hoppe igen. Han var ikke til at skyde igennem da han tog sine første skridt igen. Jeg blev helt rørt.

Men siden der har han nægtet at støtte pÃ¥ benet. 
Det skærer i mit moderhjerte at se en lille dreng SÃ… bange for at stÃ¥ pÃ¥ sin fod, bange for at tage det mindste skridt og faktisk mere hjælpeløs end med gipsen. 
Jeg kan ikke sende ham i vuggestuen imorgen, som vi ellers har snakket med ham om hele weekenden. 
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Havde bare ikke forventet han ikke kunne gÃ¥. 
Bruddet viste sig idag at have været et brud hele vejen gennem skinnebensknoglen og ikke bare en revne. Det ramte ogsÃ¥ hÃ¥rdt. At det ikke “bare lige” var en revne, men hele vejen gennem knoglen. Selvom det nødvendigvis ikke er mere farligt og kompliceret end en revne, sÃ¥ blev jeg alligevel trist ved tanken. 
Selve det at fÃ¥ gipsen af, var ikke en god oplevelse for Marvin. Men han klarede det flot trods alt. Han blev rigtig, rigtig bange for gipssaven og bagefter den store saks til at klippe med. 
Vi blev sendt videre til røntgen – hvilket havde været lidt smartere at tage inden gipsen kom af. Lægen havde bestilt billede af kontrol af lÃ¥rbenshalsen. Dvs helt forkert. Marvin havde jo ikke brud i hoften eller lÃ¥rbenet. Det krævede lidt ringen frem og tilbage inden radiologen var overbevist om at det altsÃ¥ var knæregionen der skulle tages billede af. Stod med Marvins gips i hÃ¥nden og kunne vise hende at den altsÃ¥ absolut intet havde med hoften at gøre. 
Det korte af det lange var at Marvin blev rigtig utryg ved det hele og var meget ked af at skulle have taget billede. 
Men han klarede det. 
Vi klarede det. 
Nu mÃ¥ han bare gerne kunne gÃ¥ igen…
Der er ingen genoptræning til en dreng som ham, sÃ¥ vi mÃ¥ igang herhjemme. Jeg tænker at investere i en ny bObles figur, men er ikke helt overbevist om hvilken. Han har kyllingen, skildpadden og elefanten. 
Alt i alt har dagen idag været præget af en masse følelser, forventninger og skuffelser. Sidder bare tilbage med med en ked af det følelse og mor-fortvivlelse. 

4 ugers “ferie”

Torsdag tog hverdagen en uventet drejning – Marvin brækkede benet i vuggestuen. 

Kl 11.45 blev jeg ringet op af vuggestuen. Marvin var faldet ned fra en vindueskarm. I vuggestuen har de vindueskarme i ca 40 cm højde. I den ene vindueskarm plejer de altid at kravle op og hoppe ned pÃ¥ en stor madras de har. Vi snakker altsÃ¥ om en ting de gør hver evig eneste dag og Marvin har gjort det mega mange gange før. 
Marvin var faldet forlæns ned pÃ¥ madrassen mens den ene pædagog havde prøvet at gribe ham og afværge af han faldt. Han landede pÃ¥ madrassen. Men ville slet ikke støtte pÃ¥ benet. 
Jeg kunne ikke nÃ¥ at hente Marvin inden lur, sÃ¥ efter lidt snakken frem og tilbage konstaterede jeg at jeg synes de skulle prøve at lægge ham til lur. Imens ville jeg tage hjem. Hvis han ikke kunne sove skulle de ringe igen og ellers ringe sÃ¥ snart han vÃ¥gende. Kl 14.30 ringede de af Marvin var vÃ¥gnet og var rigtig glad – lige indtil han skulle rejse sig op. SÃ¥ brød verden sammen.
Da jeg kom hen i vuggestuen sad han og hang mens han rystede. Han var ikke sig selv. Jeg undersøgte benet og kunne se en svag hævning ved knæet. Jeg lavede lidt hurtige fysioterapeutiske test men fik ikke noget entydigt svar. Umiddelbart tænkte jeg en meniskskade, men den var ikke klokkeklar. 
PÃ¥ vejen hjem fra vuggestuen ringede jeg 1813 og fik en “tid” pÃ¥ skadestuen kl ca 16. Vi tog afsted med det samme. 
Skadestueturen var noget af en omgang. Det væltede ind med børnefamilier til de to børnelæger der var til stede – til sidst tænkte vi: “Har de glemt os?”.
Manden spurgte i receptionist hvordan og hvorledes det hele lige hang sammen. Jamen Marvin hørte ikke til børnesporet – for det var en ortopæd læge der skulle tilse ham. Ergo var han i køen med alle de andre pÃ¥ skadestuen – altsÃ¥ i “voksenkøen”. Suk. Timerne gik og vi mÃ¥tte ringe efter Marvins farfar der kom med en madpakke. Drengen skulle jo have aftensmad. 
Flere timer gik og vi sad bare med en lille dreng der havde ondt og ingenting kunne. Han havde fÃ¥et tilbudt en panodil da vi ankom. Heldigvis havde vi takket ja til den. 
Kl 21 blev vi kaldt ind. Efter ventetid pÃ¥ 5 1/2 time. 
Sygeplejersken ville se ham tage et skridt. Han skreg og knækkede sammen. SÃ¥ kom lægen. Han ville se det samme – nej!
Lægen spurgt hvorfor vi ikke var kommet noget før hvis det var sket til middag. Jeg mÃ¥tte bide mig selv i tungen for ikke at give bÃ¥de læge og sygeplejerske en ordentlig overhaling. Istedet fik jeg sagt at vi sÃ¥mænd havde siddet i Venteværelset siden 15.30 – og at vi var kommet direkte fra vuggestuen. 
Lægen blev smÃ¥sur pÃ¥ sygeplejersken og spurgte om man ikke prioriterede SÃ… smÃ¥ børn? Til det svarede hun at “jo, man prøvede”. 
Jeg kogte indvendigt. 
Videre til røntgen… Tilbage til skadestuen igen… Tilbage til røntgen igen… Tilbage til skadestuen igen…

Dommen: En dyb revne i skinnebenet lige under knæet – gips pÃ¥ hele benet i 4 uger. 
Efter endnu lidt ventetid fik Marvin lagt en midlertidig gips. Den skal skiftes på mandag. Han var så dygtig hele vejen igennem og en rigtig supermand. Jeg er så stolt af ham!
Efter 7 timer var vores “visit” pÃ¥ skadestuen slut og vi kunne tage hjem med en meget, meget træt dreng. 
Nu venter 4 uger hjemme med ham. Det er som at have en lille, men meget tung, baby igen. 
Jeg kan ikke undgÃ¥ at blive lidt bekymret for hans udvikling, da han i forvejen er en dreng der først gør ting nÃ¥r han ved han kan dem. ForstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de at han helst ikke kaster sig ud i noget der kunne se lidt vildt ud. HÃ¥ber ikke denne oplevelse har gjort ham bange for at prøve ting eller at det har sat sig sÃ¥ han bliver endnu mere forsigtig. 
IgÃ¥r var vi forbi vuggestuen og snakke med pædagogerne om det hele og hente hans ting. 
Jeg er sÃ¥ glad for deres hÃ¥ndtering af oplevelsen og jeg kunne se de var tydeligt berørte af det. 
Hvis jeg var i deres sko ville jeg have reageret pÃ¥ samme mÃ¥de. Jeg har ikke en finger at sætte pÃ¥ deres hÃ¥ndtering. Til gengæld er jeg dem evigt taknemmelig over at vise sÃ¥ meget kærlighed over for min dreng, mit guld. 

Årets første kælketur

IgÃ¥r kom der lige pludselig sne sÃ¥dan helt ud af den blÃ¥ luft. 

Vi havde været ude og købe nyt tv. En lille upgrade fra 32″ til 46″. 
Det nye tv skulle lige testes med et afsnit Bones inden Marvin skulle hentes fra vuggestuen. Da afsnittet var færdig var der kommet sne :O
Vi hentede kælken straks vi kom tilbage fra vuggestuen og hyggede lidt pÃ¥ den lille kælkebakke vi har i andelsforeningen (Bakken til svævebanen). 
Marvin elskede sneen og rÃ¥bte “Sky’ pÃ¥ Moar, Marmin sky’ pÃ¥ Moar”. 
Flyverdragten er sidste Ã¥rs kollektion fra MOLO og et lagersalgskup til 500 kr. Er godt tilfreds. 
Lige nu ligger jeg i min seng og tænker på den lille glade sne-dreng. Imorgen skal blive en bedre dag end idag. Tak for tankerne, de varmer hver og en <3

Tumling vs minimonster

I disse dage spørger jeg mig selv aften efter aften: Hvor er min søde dreng? 

Han er virkelig et minimonster. Jeg skriger inde i mig selv: “DET ER BARE EN FASE!” – for hvis der er én ting jeg har lært som mor, sÃ¥ er det at ALT er en del af en fase. 
I disse dage tager det rask 2 1/2 time at fÃ¥ puttet minimonsteret. Han siger nej til alt, prøver grænser og nægter at sove. Jeg har prøvet at rykke sengetiden en halv time den ene vej og en halv time den  anden vej – intet resultat. 
Og nu sidder jeg sÃ¥ her;  der hvor jeg havde svoret at JEG hvert fald ikke skulle sidde. For hvem fanden gider sidde inde ved siden af barnets seng til det falder i søvn? Og der er jo kun at lave en dÃ¥rlig vane og bla bla bla. 
Jeg æder mine fordomme rÃ¥t. Jeg sidder her. Og jeg bliver siddende til han sover. Hvert fald i dag (og igÃ¥r… Og i forgÃ¥rs… Og dagen før det…). 
Klokken er 20.10 og jeg vil have min aften “voksentid” tilbage. Det er bare en fase, det er bare en fase…

Efterårshygge

Selvom man ikke har ferie, kan man jo sagtens efterårshygge lidt. Det var præcis hvad Marvin og jeg gjorde igår.

Selvom Marvin kun er 18 mdr gammel, så synes han stadig det var hyggeligt at være med til at udhule græskaret.
Egentlig er jeg slet ikke til Halloween, men jeg synes nu selve ideen med at skære en lygtemand i et græskar er sødt. Før Halloween kom til Danmark, da jeg var barn, skar vi altid en lille lygte i en sukkerroe – et græskar er dog lidt nemmere at arbejde med!
Kan virkelig anbefale at skære græskar med ungerne. Det er en billig (græskaret kostede 22 kr) og hyggelig glæde og samtidig noget man kan kigge på i lang tid. Vores græskar står ude foran vores opgang og jeg har tænkt at Marvin skal hjælpe med at sætte et lys i hver dag når han kommer hjem fra vuggestuen, indtil græskaret skal smides ud.

Er der andre der har været igang med græskar?

TIP: Føler du dig ikke helt sikker pÃ¥ at skære et ansigt i frihÃ¥nd? Søg pÃ¥ “pumpkin carving template” pÃ¥ google (eller tryk her pÃ¥ linket) og der kommer en masse motiver frem – lige til at printe ud og tegne over pÃ¥ græskaret.