Torsdag tog hverdagen en uventet drejning – Marvin brækkede benet i vuggestuen.
Kl 11.45 blev jeg ringet op af vuggestuen. Marvin var faldet ned fra en vindueskarm. I vuggestuen har de vindueskarme i ca 40 cm højde. I den ene vindueskarm plejer de altid at kravle op og hoppe ned på en stor madras de har. Vi snakker altså om en ting de gør hver evig eneste dag og Marvin har gjort det mega mange gange før.
Marvin var faldet forlæns ned på madrassen mens den ene pædagog havde prøvet at gribe ham og afværge af han faldt. Han landede på madrassen. Men ville slet ikke støtte på benet.
Jeg kunne ikke nÃ¥ at hente Marvin inden lur, sÃ¥ efter lidt snakken frem og tilbage konstaterede jeg at jeg synes de skulle prøve at lægge ham til lur. Imens ville jeg tage hjem. Hvis han ikke kunne sove skulle de ringe igen og ellers ringe sÃ¥ snart han vÃ¥gende. Kl 14.30 ringede de af Marvin var vÃ¥gnet og var rigtig glad – lige indtil han skulle rejse sig op. SÃ¥ brød verden sammen.
Da jeg kom hen i vuggestuen sad han og hang mens han rystede. Han var ikke sig selv. Jeg undersøgte benet og kunne se en svag hævning ved knæet. Jeg lavede lidt hurtige fysioterapeutiske test men fik ikke noget entydigt svar. Umiddelbart tænkte jeg en meniskskade, men den var ikke klokkeklar.
PÃ¥ vejen hjem fra vuggestuen ringede jeg 1813 og fik en “tid” pÃ¥ skadestuen kl ca 16. Vi tog afsted med det samme.
Skadestueturen var noget af en omgang. Det væltede ind med børnefamilier til de to børnelæger der var til stede – til sidst tænkte vi: “Har de glemt os?”.
Manden spurgte i receptionist hvordan og hvorledes det hele lige hang sammen. Jamen Marvin hørte ikke til børnesporet – for det var en ortopæd læge der skulle tilse ham. Ergo var han i køen med alle de andre pÃ¥ skadestuen – altsÃ¥ i “voksenkøen”. Suk. Timerne gik og vi mÃ¥tte ringe efter Marvins farfar der kom med en madpakke. Drengen skulle jo have aftensmad.
Flere timer gik og vi sad bare med en lille dreng der havde ondt og ingenting kunne. Han havde fået tilbudt en panodil da vi ankom. Heldigvis havde vi takket ja til den.
Kl 21 blev vi kaldt ind. Efter ventetid på 5 1/2 time.
Sygeplejersken ville se ham tage et skridt. Han skreg og knækkede sammen. SÃ¥ kom lægen. Han ville se det samme – nej!
Lægen spurgt hvorfor vi ikke var kommet noget før hvis det var sket til middag. Jeg mÃ¥tte bide mig selv i tungen for ikke at give bÃ¥de læge og sygeplejerske en ordentlig overhaling. Istedet fik jeg sagt at vi sÃ¥mænd havde siddet i Venteværelset siden 15.30 – og at vi var kommet direkte fra vuggestuen.
Lægen blev smÃ¥sur pÃ¥ sygeplejersken og spurgte om man ikke prioriterede SÃ… smÃ¥ børn? Til det svarede hun at “jo, man prøvede”.
Jeg kogte indvendigt.
Videre til røntgen… Tilbage til skadestuen igen… Tilbage til røntgen igen… Tilbage til skadestuen igen…
Dommen: En dyb revne i skinnebenet lige under knæet – gips pÃ¥ hele benet i 4 uger.
Efter endnu lidt ventetid fik Marvin lagt en midlertidig gips. Den skal skiftes på mandag. Han var så dygtig hele vejen igennem og en rigtig supermand. Jeg er så stolt af ham!
Efter 7 timer var vores “visit” pÃ¥ skadestuen slut og vi kunne tage hjem med en meget, meget træt dreng.
Nu venter 4 uger hjemme med ham. Det er som at have en lille, men meget tung, baby igen.
Jeg kan ikke undgå at blive lidt bekymret for hans udvikling, da han i forvejen er en dreng der først gør ting når han ved han kan dem. Forstået på den måde at han helst ikke kaster sig ud i noget der kunne se lidt vildt ud. Håber ikke denne oplevelse har gjort ham bange for at prøve ting eller at det har sat sig så han bliver endnu mere forsigtig.
Igår var vi forbi vuggestuen og snakke med pædagogerne om det hele og hente hans ting.
Jeg er så glad for deres håndtering af oplevelsen og jeg kunne se de var tydeligt berørte af det.
Hvis jeg var i deres sko ville jeg have reageret på samme måde. Jeg har ikke en finger at sætte på deres håndtering. Til gengæld er jeg dem evigt taknemmelig over at vise så meget kærlighed over for min dreng, mit guld.
