Puh, imorgen er det alvor. Idag er min sidste dag på sygeorlov, min sidste dag hvor jeg kan tage tingene helt som de kommer. Den sidste dag hvor det er okay ikke at tage ud af døren.
Imorgen starter det virkelige liv. Imorgen starter jeg op på studiet efter min sygeorlov. Jeg skal starte i praktik og ligesom sidst vælter tankerne rundt.
Jeg kan ikke rigtig finde hoved og hale i det. Jeg er skræmt fra vid og sans mens jeg på samme tid glæder mig helt vildt.
Det bliver en kæmpe omvæltning. Ud af døren kl 7 om morgenen og ind af døren igen ved en 16-tiden. Der vil blive stillet krav til mig. Der vil være forventninger til mig. Professionelle forventninger og personlige forventninger.
Tankerne omkring det at starte op et nyt sted – eller stedet kender jeg – var nemlig i praktik der, da jeg mÃ¥tte gÃ¥ pÃ¥ sygeorlov. Siden der har jeg fÃ¥et arbejdet med en masse ting og føler jeg er kommet godt oven pÃ¥. Der er ingen tvivl om, at det var det helt rigtige for mig at gøre dengang.
Nu hvor hverdagen atter banker på er jeg spændt, men lige under overfladen lurer frygten. Frygten for at fejle. Frygten for ikke at klare det. Frygten for flere nederlag.
PÃ¥ samme tid bliver frygten skubbet lidt til siden af opturen – opturen over at NU skal det være. Opturen over at jeg er kommet sÃ¥ langt. Opturen over at der er langt flere gode dage end dÃ¥rlige dage nu.
Og sådan kæmper de to sider så. Frygten og Opturen. Øst og Vest. Nord og Syd. Frygten og Sejren. Opturen og Nedturen.
Psykisk sygdom er ikke en håndgribelig størrelse, det er ikke en diagnose der giver mening for det blotte øje. Hvor er gipsen? Hvorfor halter du ikke? Du ser også lidt bleg ud, har du feber?
– Nej.
Jeg har flere gange i mit efterhÃ¥nden 2 Ã¥rige bekendtskab med depressionen, fødselsdepressionen, tænkt flere tanker end mit hovede kan rumme, og gang pÃ¥ gang tænkt: “De kommer aldrig til at forstÃ¥ mig”. Med de mener jeg alle dem der ikke har prøvet at kæmpe med de her tanker. Det bliver hurtigt “dem” og “os”. Det gør det i og for sig ogsÃ¥ nÃ¥r man er fysisk syg, de er der “ham der halter” og “hende den raske der løber afsted”. Øst og vest. Nord og Syd. De syge og de raske. Dem man kan se fejler noget og dem man kan se der hvert fald ikke fejler noget.
Men hvad sÃ¥ nÃ¥r man stÃ¥r i midten? Gennem de sidste par uger, hvor Marvin har haft gips pÃ¥ det brækkede ben, er det blevet endnu mere tydeligt for mig. Hvis du mødte os ville du se benet og straks spørge hvad der var sket og hvor længe gipsen skulle være pÃ¥ – ville du tro jeg fejlede noget? Den usynlige sygdom, men ikke mindre aktuel af den grund.
Jeg stiftede forleden dag bekendtskab med denne comic:
Det er en canadisk tegneserieforfatter der gÃ¥r under aliasset Robot Hugs der har tegnet striben. Hun bruger sit alias som en facade. Hun rammer plet – set her fra “min side” af sagen.
Endnu en ting der er sÃ¥ forkert som det overhovedet kan være er, at hun ikke tør stÃ¥ frem med sit rigtige navn eller komme nærmere ind pÃ¥ hvem hun er – hun modtager simpelthen for mange trusler pÃ¥ sin blog, og er bange for at der er nogle der kunne finde pÃ¥ at skade hende. Hun skriver endvidere, at hun er bange for at fortælle sit arbejde om sin sygdom, simpelthen af frygt for at blive fyret.
Igen: En fysisk sygdom kan oftest ses, og det er noget man kan tage at føle på, mens den psykiske sygdom er usynlig.
Jeg synes det er sÃ¥ fedt hun sætter fokus pÃ¥ det at der rent faktisk er mange folk der har en sygdom, en sygdom der ikke kan ses, en sygdom som ikke kureres ved at man bare tager sig sammen. En psykisk sygdom. Det er ikke sygdom der er selvvalgt, og ikke en sygdom man selv bestemmer hvornÃ¥r den kommer og gÃ¥r – og det er heller ikke en sygdom man kan sige: “8 uger i gips, og sÃ¥ 4 ugers genoptræning, sÃ¥ burde du være tip top frisk igen”. Selvom det virkelig ville være rart.
Den anden ting der virkelig har sat tankerne igang hos mig er, hvor går grænsen? Hvornår bliver det FOR personligt? Især her i blog-land er det en interessant stilling, som vi alle, hver og en er tvunget til at tænke over på et eller andet punkt. Imorgen deltager jeg i et anderledes blogtræf på Dankbar, en skole for sårbare og psykisk skrøbelige unge, hvor der netop vil være lidt fokus på det med at bruge sin blog og hvor grænsen går mellem at være personlig og være privat. Det har sat tankerne igang.
Mandag den 18. november 2013 valgte jeg at blotlægge en virkelig stor del af mig selv. På det tidspunkt faktisk alt. Jeg sprang bylden, jeg gjorde min kamp offentlig.
Jeg fortæller ikke alt om mig selv, men lige den “detalje” er det vildeste jeg nogensinde har gjort. AltsÃ¥ lige bortset fra at skyde en baby ud i to presseveer, men det er en helt anden historie.
Har jeg blotlagt for meget af mig selv? Nej, det tror jeg ikke. Tror.
Jeg blogger ikke om smÃ¥skænderier med manden, om vores økonomi, om vores madplaner, om hvilket outfit jeg har pÃ¥, om hvilket outfit Marvin har pÃ¥ hver eneste dag, om alle de rejser jeg drømmer om, om en masse fancy ting til Marvin – hvorfor sÃ¥ det?
Bloggen blev oprettet engang i tidernes morgen med en interesse for mad og gør-det-selv. SÃ¥ glemte jeg bloggen, hov. SÃ¥ blev der født et barn og nu mÃ¥ mine keywords være “livet som studerende mor”, “krea-junkie” og “kampen mod fødselsdepressionen”.
Og hvorfor sÃ¥ blogge om fødselsdepressionen? Jeg tror det godt for mig at komme ud med det. Jeg traf et valg om at stÃ¥ frem i en stor artikel i Jyllands Posten – og come on, tror der er flere der har læst min artikel end der har læst min blog.
En helt anden ting er også, at det faktisk er blevet nemmere overfor min familie. Det hele kom ud, ingen hemmeligheder mere. Jeg kan sige nej tak til at lave ting uden at skulle finde på en sindssyg undskyldning. Det er okay bare at have en dårlig dag!
Jeg synes det er en interessant ting at fundere over. Mine “Bryd Nu Tabuet” indlæg er en lang del hen af vejen aller mest for mig selv. Et sted jeg kan lukke alle mine tanker ud – men ogsÃ¥ et sted hvor andre kan læse at de ikke er de eneste der mÃ¥ske har det sÃ¥dan. Et sted hvor “raske” folk har en chance for bedre at forstÃ¥ min usynlige sygdom.
Stort set resten af mine indlæg er krea-indlæg. Hvorfor poster jeg dem? Alle elsker vel at vise de ting frem de har lavet. Det er som om krea-indlæggene bliver mine “klap lige dig selv pÃ¥ skulderen, Jeanette” og de har egentlig hjulpet mig til at se jeg godt kan finde ud af noget. Da jeg havde det aller mest dÃ¥rligt kunne jeg ikke engang stÃ¥ ud af min seng hver dag og tage tøj pÃ¥. At se pÃ¥ sin blog at man har udrettet noget kan virkelig give et selvtillidsboost og ogsÃ¥ et skub i retningen af at lave mere. For jeg kan godt!
Jeg er spændt på blogtræffet imorgen og spændt på hvilke nogle mennesker jeg skal møde. Jeg kender et par stykker i forvejen og det gør det nok også lidt nemmere for mig.
Da jeg læste om blogtræffet kunne jeg bare ikke lade være med at føle jeg passede ind, og igen slog det mig, at hvis jeg bare kan fÃ¥ en til at tænke “Det er okay jeg har det sÃ¥dan her, og tingene bliver bedre!” – sÃ¥ er det det hele værd.
Misforstå mig ikke, jeg skal ikke ud og frelse et helt blogtræf. Jeg skal hygge mig med nogle skønne mennesker. Alle med en fælles interesse for kreative ting og nogle med nogle indvendige kampe, jeg desværre, kender alt for godt til.
Dankbar, vi ses imorgen.
Tegneserien er oversat af dr.dk – du kan se den originale version her
Nogle gange glemmer jeg mig selv i alt det her hurlumhej.
Alts̴ jeg er jo tilstede, men det er bare ikke rigtig som om at den Jeanette jeg var engang er tilstedet. Det er som om overskudskampen er i fokus og derfor glemmer jeg mig selv. Jeg kan bruge en hel dag p̴ at spekulere og lige pludselig er der g̴et flere timer Рmen hvad har JEG lavet?
Jeg har snakket med min psykolog omkring mindfullness, omkring det at være til stede i det øjeblik man befinder sig i. Om at være til stede omkring den givne ting man er igang med.
Du kender det mÃ¥ske fra dagligdagen. Du skal hente et glas vand i køkkenet, men pÃ¥ vejen ser du lige en tallerken der skal med ud i køkkenet til opvask. Og ved opvasken stod der jo lige er glas du lige sÃ¥ godt kunne vaske op. Og sÃ¥ er det ene glas vasket op, sÃ¥ tager man lige resten. Viskestykkerne skulle vidst ogsÃ¥ vaskes? Og brødristeren, den kan jo godt komme pÃ¥ plads nu. Nej vent jeg mÃ¥ hellere lige finde rene viskestykker først og en klud selvfølgelig. Nu kommer brødristeren pÃ¥ plads, og sÃ¥ kan bordet blive tørret af. Nu har jeg vidst fortjent lige at sidde ned 5 minutter. Og her sidder jeg sÃ¥ – jeg er da egentlig tørstig. NÃ¥ ja, det var et glas vand jeg skulle hente.
Det er virkelig mig i en nøddeskal. Jeg har så svært ved at gøre kun en ting af gangen. Men idag gjorde jeg noget for mig.
Jeg tog pÃ¥ en lille tur, gik ind i en butik og købte en gave bare til mig. Og bare fordi… Fordi alle ret til en gave.
Ekspedienten spurgte om det var til en gave, “ja”.
Jeg har pakket en gave op idag. Den var til mig… Fra mig…
Til Jeanette fra Jeanette og jeg følte glæde.
Et fin Mumi glas til 70 kr. Det vælter ikke budgettet.
Tillykke med min ikke-fødselsdag.
“SÃ¥ slet, slet ikke tillykke, til mig til dig, til mig til dig” – hvis du har set Alice i Eventyrland trækker du nok pÃ¥ smilebÃ¥ndet nu. Hvis ikke du har set Alice i Eventyrland, sÃ¥ giver det ikke mening.
Husker du dig selv? Og hvornår husker du bedst dig selv?
“Hvis du tager lykkepiller, sÃ¥ bliver du lykkelig”
“Det er ærgerligt flok ikke kan være lykkelige uden lykkepiller”
“Jeg valgte at tage kampen op selv uden medicin”
“Lad nu bare være med at tage de skide piller”
Dette er nogle fordomme der for alvor hoppede frem da jeg for nyligt læste et opslag pÃ¥ Facebook fra B. S Christiansen i forbindelse med hans nye program “BS og recepten pÃ¥ lykke”.
De er alle kommentarer til dette oplæg og jeg væmmes. Jeg vil pÃ¥ forhÃ¥nd gerne give udtryk for at jeg pÃ¥ igen mÃ¥de anfægter BS og hans program – men blot den “forstÃ¥else” der er opstÃ¥et i samfundet omkring “lykkepiller”.
Lykkepiller er et medieopfundet ord. Og nej man bliver ikke lykkelig af lykkepiller. Surprise!
Men hvorfor skal jeg (ja nu bliver det personligt) føle mig forkert hver gang, tydeligvis, uforstÃ¥ende mennesker giver udtryk for et: “sÃ¥ tag dig dog sammen”?
Hvorfor skal jeg føle mig forkert når jeg pt lever et liv med antidepressiver (de såkaldte lykkepiller), og stadigvæk har dårlige dage?
Hvorfor skal jeg føle mig forkert fordi jeg ikke er i stand til at gennemføre min uddannelse lige nu pga min psykiske tilstand?
Hvorfor skal jeg føle mig forkert fordi jeg ikke bare “kan tage mig sammen”?
Hvorfor skal jeg føle mig forkert fordi jeg ikke “bare” tog kampen uden antidepressiver?
Det er er KÆMPE tabu – og jeg tror virkelig det er de færreste folk, som ikke selv har haft en depression, der kan se det.
Her er min vinkel:
Jeg HAR prøvet. Rent faktisk har jeg prøvet så meget at jeg endte med at gå helt, helt ned med flaget.
Jeg HAR prøvet “bare” at tage kampen uden antidepressiver – men den kamp virkede tydeligvis ikke, eftersom hullet blev større og større og mere og mere uoverskueligt. Og vi snakker ikke en periode pÃ¥ en uge. Vi snakker en periode pÃ¥ flere mÃ¥neder – rent faktisk et Ã¥r.
Jeg HAR prøvet at tage mig sammen – faktisk gør jeg det hver dag. Hver dag jeg kommer ud af sengen, har jeg taget mig sammen. Alt andet er bare en bonus der giver selvtillid og hÃ¥b for at det hele nok skal gÃ¥.
Antidepressiver HAR hjulpet mig – eller mÃ¥ske har jeg bare taget mig sammen (ironi) – jeg græder ikke hver dag mere? Jeg græder ikke flere gange om dagen mere. Faktisk kan der gÃ¥ en uge mellem, og nogle gange mere.
Og nej, jeg er ikke en freak der ikke kan finde ud af noget som helst.
Jeg har altid været en pige med ambitioner og en vilje til at komme frem. Jeg har altid klaret mig godt og vidst hvad jeg ville opnå i livet.
Lige nu er det sat på pause og jeg prøver at finde min personlige hylde igen.
En hylde hvor der er plads til at være sårbar, elsket, mor, kone, veninde og Jeanette.
Jeg er træt af kæmpe. Der er helt sikkert folk der har større problemer end mine men det her er MIN hverdag og MIN daglige kamp. Og lige netop idag er bare en rigtig, rigtig, rigtig dårlig dag.
Jeg kunne mærke det allerede igår. Der var sket for meget. Spontan tur ud og købe nyt tv, få det sat op, en lægeaftale og spise aftensmad hos Marvins farfar. Så var min kvote mere end opbrugt. Jeg burde have sagt stop igår, men jeg ville jo så gerne.
Idag føler jeg mig næsten tilbage til status quo. Jeg har ligget hele dagen i sengen. Tog et bad kl 15. Gik i seng igen. Spiste en lille smule aftensmad med Marvin og Jonas kl 18 og gik i seng igen.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft så dårlig en dag og hvor er jeg bare ked af det.
Jeg troede det hele gik bedre og jeg synes selv der var kommet mere overskud. Det var der også. Men hvornår kommer den smule nu igen?
Jeg er gÃ¥et i seng igen… Jeg stÃ¥r op imorgen og prøver igen igen…
