Den usynlige sygdom – “hjælpsomme råd”

– Nej.

Jeg har flere gange i mit efterhÃ¥nden 2 Ã¥rige bekendtskab med depressionen, fødselsdepressionen, tænkt flere tanker end mit hovede kan rumme, og gang pÃ¥ gang tænkt: “De kommer aldrig til at forstÃ¥ mig”. Med de mener jeg alle dem der ikke har prøvet at kæmpe med de her tanker. Det bliver hurtigt “dem” og “os”. Det gør det i og for sig ogsÃ¥ nÃ¥r man er fysisk syg, de er der “ham der halter” og “hende den raske der løber afsted”. Øst og vest. Nord og Syd. De syge og de raske. Dem man kan se fejler noget og dem man kan se der hvert fald ikke fejler noget.

Men hvad så når man står i midten?
Gennem de sidste par uger, hvor Marvin har haft gips pÃ¥ det brækkede ben, er det blevet endnu mere tydeligt for mig. Hvis du mødte os ville du se benet og straks spørge hvad der var sket og hvor længe gipsen skulle være pÃ¥ – ville du tro jeg fejlede noget? Den usynlige sygdom, men ikke mindre aktuel af den grund.

Jeg stiftede forleden dag bekendtskab med denne comic:

Det er en canadisk tegneserieforfatter der gÃ¥r under aliasset Robot Hugs der har tegnet striben. Hun bruger sit alias som en facade. Hun rammer plet – set her fra “min side” af sagen. 

Endnu en ting der er sÃ¥ forkert som det overhovedet kan være er, at hun ikke tør stÃ¥ frem med sit rigtige navn eller komme nærmere ind pÃ¥ hvem hun er – hun modtager simpelthen for mange trusler pÃ¥ sin blog, og er bange for at der er nogle der kunne finde pÃ¥ at skade hende. Hun skriver endvidere, at hun er bange for at fortælle sit arbejde om sin sygdom, simpelthen af frygt for at blive fyret. 

Igen: En fysisk sygdom kan oftest ses, og det er noget man kan tage at føle på, mens den psykiske sygdom er usynlig.

Jeg synes det er sÃ¥ fedt hun sætter fokus pÃ¥ det at der rent faktisk er mange folk der har en sygdom, en sygdom der ikke kan ses, en sygdom som ikke kureres ved at man bare tager sig sammen. En psykisk sygdom. Det er ikke sygdom der er selvvalgt, og ikke en sygdom man selv bestemmer hvornÃ¥r den kommer og gÃ¥r – og det er heller ikke en sygdom man kan sige: “8 uger i gips, og sÃ¥ 4 ugers genoptræning, sÃ¥ burde du være tip top frisk igen”. Selvom det virkelig ville være rart.

Den anden ting der virkelig har sat tankerne igang hos mig er, hvor gÃ¥r grænsen? HvornÃ¥r bliver det FOR personligt? Især her i blog-land er det en interessant stilling, som vi alle, hver og en er tvunget til at tænke over pÃ¥ et eller andet punkt. Imorgen deltager jeg i et anderledes blogtræf pÃ¥ Dankbar, en skole for sÃ¥rbare og psykisk skrøbelige unge, hvor der netop vil være lidt fokus pÃ¥ det med at bruge sin blog og hvor grænsen gÃ¥r mellem at være personlig og være privat. Det har sat tankerne igang.

Mandag den 18. november 2013 valgte jeg at blotlægge en virkelig stor del af mig selv. På det tidspunkt faktisk alt. Jeg sprang bylden, jeg gjorde min kamp offentlig.

Jeg fortæller ikke alt om mig selv, men lige den “detalje” er det vildeste jeg nogensinde har gjort. AltsÃ¥ lige bortset fra at skyde en baby ud i to presseveer, men det er en helt anden historie.

Har jeg blotlagt for meget af mig selv? Nej, det tror jeg ikke. Tror. 

Jeg blogger ikke om smÃ¥skænderier med manden, om vores økonomi, om vores madplaner, om hvilket outfit jeg har pÃ¥, om hvilket outfit Marvin har pÃ¥ hver eneste dag, om alle de rejser jeg drømmer om, om en masse fancy ting til Marvin – hvorfor sÃ¥ det? 

Bloggen blev oprettet engang i tidernes morgen med en interesse for mad og gør-det-selv. SÃ¥ glemte jeg bloggen, hov. SÃ¥ blev der født et barn og nu mÃ¥ mine keywords være “livet som studerende mor”, “krea-junkie” og “kampen mod fødselsdepressionen”.

Og hvorfor sÃ¥ blogge om fødselsdepressionen? Jeg tror det godt for mig at komme ud med det. Jeg traf et valg om at stÃ¥ frem i en stor artikel i Jyllands Posten – og come on, tror der er flere der har læst min artikel end der har læst min blog. 

Jeg ved ogsÃ¥ der sidder rigtig mange andre psykisk sÃ¥rbare derude bag skærmen. Hvis jeg kan hjælpe bare én med at fÃ¥ taget hul pÃ¥ bylden – sÃ¥ er det det hele værd.

En helt anden ting er ogsÃ¥, at det faktisk er blevet nemmere overfor min familie. Det hele kom ud, ingen hemmeligheder mere. Jeg kan sige nej tak til at lave ting uden at skulle finde pÃ¥ en sindssyg undskyldning. Det er okay bare at have en dÃ¥rlig dag! 

Jeg synes det er en interessant ting at fundere over. Mine “Bryd Nu Tabuet” indlæg er en lang del hen af vejen aller mest for mig selv. Et sted jeg kan lukke alle mine tanker ud – men ogsÃ¥ et sted hvor andre kan læse at de ikke er de eneste der mÃ¥ske har det sÃ¥dan. Et sted hvor “raske” folk har en chance for bedre at forstÃ¥ min usynlige sygdom.

Stort set resten af mine indlæg er krea-indlæg. Hvorfor poster jeg dem? Alle elsker vel at vise de ting frem de har lavet. Det er som om krea-indlæggene bliver mine “klap lige dig selv pÃ¥ skulderen, Jeanette” og de har egentlig hjulpet mig til at se jeg godt kan finde ud af noget. Da jeg havde det aller mest dÃ¥rligt kunne jeg ikke engang stÃ¥ ud af min seng hver dag og tage tøj pÃ¥. At se pÃ¥ sin blog at man har udrettet noget kan virkelig give et selvtillidsboost og ogsÃ¥ et skub i retningen af at lave mere. For jeg kan godt!

Tilbage til tegneseriestriben: Jeg tror ikke der sidder en eneste med en psykisk lidelse der ikke mindst én gang har tænkt: “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”. Og jeg tror heller ikke der sidder en eneste med en psykisk lidelse der ikke op til flere gange har tænkt tanken, at omgivelserne har den opfattelse af “hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen”.

Jeg er spændt på blogtræffet imorgen og spændt på hvilke nogle mennesker jeg skal møde. Jeg kender et par stykker i forvejen og det gør det nok også lidt nemmere for mig.

Da jeg læste om blogtræffet kunne jeg bare ikke lade være med at føle jeg passede ind, og igen slog det mig, at hvis jeg bare kan fÃ¥ en til at tænke “Det er okay jeg har det sÃ¥dan her, og tingene bliver bedre!” – sÃ¥ er det det hele værd.

Misforstå mig ikke, jeg skal ikke ud og frelse et helt blogtræf. Jeg skal hygge mig med nogle skønne mennesker. Alle med en fælles interesse for kreative ting og nogle med nogle indvendige kampe, jeg desværre, kender alt for godt til.

Dankbar, vi ses imorgen.