Når tingene tager drastisk vending
Kunne egentlig ikke finde en passende overskrift, men min aften/nat tog sig en drejning igår jeg ikke havde ventet. (Desværre på den negative måde).
Jeg var for første gang siden M blev født ude at føjte. Vi var 7 tøser fra min online mødregruppe der mødtes inde i Kbh til en god gang mad og senere en drink (læs: kande) eller to.
Det var super hyggeligt og fedt at være ude!
Da festen lakkede mod enden var vi tre tøser der fulgtes til Hovedbanegården.
Jeg tog billederne nederst i indlægget og tænkte på jeg ville lave et indlæg omkring hvordan der aldrig er stille i Kbh, til trods for Hovedbanegården virkede forholdsvis tom.
Jeg kigger op på skærmen med s-togafgange hjem: 19 minutter.
En indisk gut spørger mig om hvilken vej Nørreport er og jeg peger over på de andre spor.
Beslutter mig for at tage toget i modsatte retning og så hoppe på metroen. Magtede ikke at stå i den bidende kulde.
Nede på sporet møder jeg den indiske gut igen. Vi havde begge drukket og han begynder at snakke til mig. Havde ikke den store lyst til at snakke, men lidt small talk bliver det til.
Han skal med samme tog som mig; til Nørreport.
I toget vælger han så at blive ved med at tage mig i hånden, give mig komplimenter om mine flotte handsker (what?!) og han fatter mildest talt ikke en hentydning.
Det ender med jeg nærmest rÃ¥ber ind i hovedet pÃ¥ ham: “NO!”, mens han svarer “Why not, I know you want to”, “I’M FUCKING MARRIED!!!”.
… I samme sekund nÃ¥r vi til Nørreport. Jeg spæner ned af rulletrappen til Metroen; 4 minutter til næste tog.
Jeg stÃ¥r og holder øje med om han kommer, men ser ham ingen steder. Jeg kommer med metroen og Ã¥nder lettet op. Stationen før Vanløse opdager jeg ham i den anden ende af toget?! (Da vi small talkede sagde han at han skulle til Ãsterbro, ikke Vanløse).
Jeg bliver mega bange. FÃ¥r øjenkontakt med ham og tænker “Oh fuck!”.
Jeg bor 1 km fra stationen ca og jeg LÃBER i lorte snevejr hele vejen hjem , stortudende.
Det er noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet.
Aldrig nogen sinde har jeg været så glad for at komme hjem, lukke mig ind og lige dobbeltjekke at døren var låst.
Så hvad der egentlig var intentionen om at skrive om en stille nat i København, blev en ubehagelig afslutning på min aften.
Øv en grim historie. Sidder og får pulsen helt op. Det var godt at der ikke skete “mere”